Q&A: AT LÆSE, AT SKRIVE OG ALT DET DER

Dine bøger er som puslespil. Hvor får du ideerne fra, og hvordan forbinder du dem?

En bog består af tusindvis af ideer, hvoraf nogle kun er bittesmå brudstykker eller indtryk, som tilsammen danner en helhed. Det er forfatterens opgave at samle disse forskellige stumper af inspiration og sætte dem rigtigt sammen. Som med de fleste kreative beskæftigelser kræver det en kombination af instinkt og målrettet bestræbelse. Det er på mange måder ligesom at samle et puslespil: Til at starte med skal jeg have tre eller fire brikker til at passe sammen, så jeg kan skabe den kerne, som resten af billedet skal bygges op omkring. Både som læser og som forfatter foretrækker jeg bøger med rige, levende strukturer og lag af plot og betydning. Hvis mine omgivelser, karakterer, plottråde eller atmosfærer ikke føles ægte nok, mister jeg nemt troen på den bog, jeg arbejder med.

Hvis jeg skriver om et mysterium, er det også meget vigtigt for mig, at mine historier er indviklede nok til, at læserne bliver ved med at gætte sig frem. De bedste mysterier er dem, hvor oplysningerne, der er nødvendigt for at løse gåden, er tilgængelige for læserne, men hvor jeg kan vildlede dem til at overse dem. Jeg har ikke tålmodighed til strategiske spil som f.eks. skak, og jeg er sikker på, det er, fordi den del af min hjerne, som håndterer problemløsning, allerede er fuldt beskæftiget.

Hvilken del af processen kan du bedst lide?

Jeg har to yndlingsdele. Den første er arbejdet med at udarbejde plottet og den planlægning, der finder sted, inden jeg har skrevet så meget som ’Kapitel 1’. Det er en periode med ren leg, hvor jeg lader fortællingen, omgivelserne og karaktererne komme til live i min fantasi. Der er ingen forkerte svar, og alt er muligt. Den anden del er i slutningen af skriveprocessen, den strukturelle redigering, når jeg har et komplet manuskript at lege med og kan løsne trådene, inden jeg går i gang med at trimme og udvikle, polere og forstærke, for derefter at hæfte det hele sammen igen i en endnu strammere form.

Hvor meget research er det nødvendigt at foretage til hver roman?

En hel del, men det føles ikke sådan, fordi det er en del af processen, som jeg virkelig nyder. Jeg ville læse de samme bøger og besøge de samme museer og gallerier under alle omstændigheder, fordi de emner, jeg skriver om, optager mig. Researchen i sig selv antager forskellige former, afhængigt af hvor langt jeg er med bogen. I begyndelsen, når jeg kun har en vag forestilling om mine karakterer, omgivelserne og fortællingen, læser jeg, så meget og så bredt jeg kan. Her lader jeg de emner, der interesserer mig mest, lede mig i nye retninger. Som bogen udvikler sig, bliver min research dog mere specifik, og jeg begynder at fokusere på de detaljer, der er nødvendige, for at jeg kan skildre begivenheder, jeg ikke selv har oplevet, på en troværdig måde: for eksempel at blive evakueret under Anden Verdenskrig, hvordan det var for soldaterne, der vendte hjem efter Første Verdenskrig, eller detaljer som hvilken slags planter der blomstrer i Kent i maj måned, og hvilken type cigaretter Percy Blythe mon røg …

Hvad er dine bedste råd til folk, der drømmer om at blive forfattere?

Læs ofte og bredt. Læs bevidst og kritisk. Skriv hver dag, og skriv altid det, du har lyst til. Lad dig aldrig friste til at skrive til markedet. Hvis du skriver for din egen skyld, vil du blive belønnet, selvom du ikke bliver udgivet. Mist ikke modet (i hvert fald ikke for længe ad gangen). Nogle gange vil du hade det, du har skrevet. Nogle gange vil det virke, som om alle andre hader det, du har skrevet. Den største udfordring for enhver forfatter er at få ens arbejde afvist og bagefter skulle rejse sig og komme videre. Afvisning gør ondt, men hvis du elsker at skrive, vil du fortsætte alligevel. Du vil ikke have noget valg: Personer, omgivelser og ideer vil blive ved med at forstyrre dig, indtil du overgiver dig og skriver dem ned.

At skrive en bog er ligesom at bygge et hus: Det kræver tid og anstrengelse, og man har brug for et solidt skelet til at holde det sammen, så det hele ikke falder fra hinanden ved nærmere eftersyn. Når jeg kommer til et punkt, som det er svært at komme videre fra, tager jeg min notesbog med på en café (det kunne også være en park, et bibliotek eller en bar – hvad du nu godt kan lide), hvor jeg overgiver mig til min fantasi. På en eller anden måde hjælper den korte adskillelse fra mit manuskript mig til at se alting mere klart og fylder mig på ny med retning og begejstring. (Det hjælper også at bruge pen og papir – der er noget ved fornemmelsen af pennespidsen, der farer hen over siden, som hjælper mig til at klare tankerne).

Har du nogen ritualer, når du skriver?

Jeg skriver på en computer, men jeg starter altid med pen og papir. Jeg fylder notesbøger med udkast til historier, ideer til karakterer, spørgsmål til mig selv og – heldigvis – en masse svar. Når jeg støder panden mod en mur i min skriveproces, er noget af det bedste, jeg ved, at tage min notesbog med på en rolig, hyggelig café. Så finder jeg mig en bås nede bagved, som jeg gemmer mig i, og begynder at dagdrømme. Jeg skribler alt, hvad der falder mig ind, ned, og det sender mig altid direkte tilbage ind i min histories univers. På trods af de bedste intentioner er mit skrivebord (og for tiden også mit gulv) et rodet kaos af gamle udkast til manuskripter, kuglepenne uden hætter, papirklips, post-its, en tegneblok, kaffekopper og to-do-lister.

Har du nogen ritualer, når du læser?

Jeg er en af dem, der altid har en bog i håndtasken, og som kan finde på at købe en bog, jeg allerede har, hvis jeg ved et uheld har efterladt den derhjemme. Når jeg ikke har en boghandel eller boghylde i min umiddelbare nærhed, læser jeg, hvad jeg nu har til rådighed – parkeringsbøder, visitkort, bagsiden af en pakke cornflakes. Jeg kan ikke lade være, det er nærmest en tvangshandling. Jeg læser i bilen (som passager), selvom det gør mig køresyg, og jeg kunne ikke drømme om at lægge mig i badekarret uden at have en bog med mig. Jeg læser den ikke altid, jeg kan bare godt lide at vide, at den er der. Jeg tror, det ligger i mine gener: Min mor er også en ivrig læser i badet, og hun siger, at det værste ved at blive ældre og få brug for briller er, at hun ikke længere kan læse i badet på grund af dampen. Så meget desto mere grund til at nyde det nu, siger jeg bare.

Hvilken bog har påvirket dig til at blive forfatter?

Den bog, der har betydet mest for mit valg om at blive forfatter, er Det fortryllede træ af Enid Blyton, fordi den var min første ’yndlingsbog’ (som femårig læste jeg i den både før, efter og mens jeg var i skole), og fordi den satte gang i den kærlighed til læsning, der er blevet hos mig lige siden. Jeg er en forfatter, hvis behov for at skrive stammer fra et behov for at læse, så jeg står i gæld til Enid Blyton for at erobre min unge fantasi. Det er pudsigt – når jeg kigger på de bøger, jeg skriver nu, kan jeg se hendes langvarige indflydelse: Det er stadig mysterier og hemmeligheder og hytter i udkanten af dybe, mørke skove, der danser rundt i udkanten af mit sind.

Hvad laver du, når du ikke skriver?

Min mand er jazzmusiker, så musik er en stor del af vores liv. Min smag er meget sammensat: Jeg elsker jazzmusik – fra John Coltrane over Ella Fitzgerald til Madeleine Peyroux – irsk musik, klassisk musik – fra det tungsindige og melankolske til det helt muntre – jeg elsker Radiohead, Nick Cave og Portishead, og mit yndlingsalbum er Jeff Buckleys Grace.